Det Nye Falkoner Centret

Falkoner Centret er lige nu under større renovering, der indebærer en ombygning, udvidelse og restaurering. Med den igangværende renovering, både udvendigt og indvendigt, kan vi i 2019 byde jer velkommen til et nyt, opdateret og æstetisk forbedret hus.

Siden 1987 har bygningen været ejet af ATP Ejendomme. I 2016 fik ATP Ejendomme mulighed for at modernisere både hotel, koncertsal og konferencefaciliteter, imødekomme nuværende indeklimastandarder samt genopfriske bygningens unikke arkitektoniske udseende. NCC har vundet totalentreprisen i et tæt samarbejde med arkitekterne Lendager Group og Arkitema Architects.

Nyt liv og bæredygtige visioner

Falkoner Centret genåbner sommeren 2019 med Scandic Hotels som ny lejer af hotel-, konference- og koncertsalsfaciliteter. Inde bag Falkoner Centrets vægge er renoveringen i fuld gang. Hotellet moderniseres fra top til tå, og ejendommen udvides og vokser med to etager mod Falkoner Allé.

Et af de mest nyskabende tiltag er, at bygningens facade bliver genbrugt ved at ”upcycle” de rustfrie stålplader. Facaden står derfor helt rå over nogen tid, alt imens stålpladerne bearbejdes og får nyt liv. Stålpladerne genbruges herefter på facaden, hvilket giver Falkoner Centret et helt nyt æstetisk udtryk. Løsningen nedsætter CO2-udledningen fra produktion og transport af den nye facadebeklædning. Fokus på bæredygtige løsninger er muliggjort af et tæt samarbejde mellem NCC, Lendager Group og Arkitema Architetcs samt en løbende tæt dialog med bygherre, ATP Ejendomme.

Et grønnere byrum omfavner huset

I forbindelse med renoveringen og etageudvidelserne er der udarbejdet en ny lokalplan. Lokalplanen har skabt en mulighed for at udvikle byrummet omkring Falkoner Centret – Sylows Plads og Sylows Allé. Der er mulighed for fornyelse af veje og udvikling af et mere levende byrum med grøn beplantning. Sammen med om- og udbygningen af Falkoner Centret og de nye metronedgange er der mulighed for at skabe et forbedret miljø omkring Frederiksbergs bymidte – en lille urban lomme i sprækken mellem bygningerne.

Et hus med en lang kulturarv

Falkoner Centret er mere end den blotte bygning – tænk hvis husets vægge kunne tale! Det er et kulturhistorisk hus, der siden 50’erne har samlet folk fra nær og fjern. Salene har emmet af liv fra besøgende og har gennem årene været vært for mange rejsende, huset store internationale konferencer og haft besøg af store kunstnere og musikere.

Falkoner Centret blev opført i midten af 1950’erne med Ole Hagen som arkitekt. Bygningen markerede sig i bylandskabet med sit 16-etagers hotelhøjhus og modernistiske æstetik. Siden da har bygningen med sin karakterfulde fremtræden og sit tårn bidraget til Frederiksbergs unikke byrum. Efter en gennemgribende renovering og ombygning i slutningen af 1980érne ved arkitekterne Jørn Langvad og Søren D. Schmidt blev det store atrium overdækket med et glastag, og facaden fik en større fornyelse.

Et hurtigt overblik

Bygningens samlede areal udgør i dag 29.785 m2 fordelt på hotel, butikker og erhvervslejemål. Der vil ske en renovering af 26.985 m2, ombygning af 2.800 m2 og tilbygning af 3.273 m2. Antallet af hotelværelser øges fra 166 til 334. Lobby og restaurant åbnes op ud mod Falkoner Allé. Husets kongresfaciliteter og koncertsale bliver opdateret til helt moderne standarder med den nyeste teknologi – men med respekt for den gamle æstetik og kulturarv.

OMBYGNINGS SALE

I forbindelse med ombygningen skal håndværkerne have adgang til vores 1. sal for at skifte facade og vinduer. Derfor sælger vi alle vores udstillingsmodeller til stærkt nedsatte priser. Læs mere om vores OMBYGNINGS SALE her eller kom ned i vores butik på Falkoner Alle og gør et godt køb.

Illustration: Arkitema Architects og Lendager Group
Tekst: Luna Signe Hørdum Nielsen / NXT